Hvor intet vover…
Grisetarme er det bærende element i en serie, som bevæger sig i grænseområdet mellem anvendelige smykker og egentlig kunst.

Jeg opdagede tarmene som egnet materiale ved et tilfælde, og blev fascineret af det organiske og ukontrollable. Selv har jeg udarbejdet metoder til at tørre og farve grisetarmene, så de bliver mulige at forme og bære.

Mine grisetarmssmykker skal ikke opfattes som provokation, men snarere som et uhøjtideligt og humoristisk indslag, samt et nyskabende bidrag til smykkeverdenen.

Man kan dog gennem grisetarmene pege på to centrale problemstillinger. For det første kan de stå som påmindelse om, at vi som mennesker ikke er udødelige, men tværtimod er livet skrøbeligt som de pergamenttynde grisetarme.

For det andet finder jeg det kuriøst, at de fleste mennesker spiser pølser, men de væmmes ved at røre ved de tørrede tarme.